Fastelavnsboller med et strejf af forår
Mine fastelavnsboller er lavet på vandbakkelsesdej med saltet krakkeleret dej og med masser af cremet fyld i midten. Disse fastelavsboller leder tankerne hen på forår og lysere tider. Ribscurd og lemoncurd giver et frisk pust til den ellers lidt tunge og vanvittigt cremede hvide chokolade. Det er en skøn balance af sødme og syre, som vidner om, at foråret så småt er på vej.
- Opskrift Ditte Julie Jensen
Ingredienser
SALTET KRAKKELERET DEJ
60 g kage hvedemel
60 g lyst rørsukker, Dansukker
1 tsk havsalt
60 g smør, blødt
Instruktioner
Ælt det hele godt sammen med hænderne. Udrul dejen mellem 2 stykker bagepapir – 2 mm tykkelse. Læg dejen på køl, imens du laver vandbakkelserne.
VANDBAKKELSER
150 g smør
2 spsk lyst rørsukker, Dansukker
2 tsk kanel
3 dl vand
150 g kage hvedemel
3-4 æg, str. M/L (oftes kun 3,5 æg)
Kom smør, rørsukker, kanel og vand op i en gryde. Bring det i kog. Når smørret er smeltet og massen koger, tages det af varmen. Sigt mel og kom det i på én gang, og rør dejen igennem med en grydeske. Sæt gryden tilbage på varmen og rist melbollen af i et par min. Lad dejen køle lidt af i en skål.
Tilsæt herefter et æg ad gangen (dejen skal i hvert fald have 3 æg, så slå det sidste æg ud i en skål og pisk det sammen, så du evt. kan tilsætte et halv æg mere til dejen). Pisk hvert æg i dejen med en håndmixer med dejkroge. Det vil ligne, at dejen skiller hver gang du tilsætter et æg, så pisk/rør godt imellem hvert æg, så samler dejen sig igen. Efter 3 æg tilsættes ca. 1/2 æg yderligere og pisk godt. Tjek om dejen er klar eller skal have det sidste halve æg. Du tjekker dejen ved at trække en finger igennem dejen, og dit spor skal blive stående.
Er dejen klar hældes den på sprøjtepose, og der afsættes 20 små vandbakkelser på en bageplade beklædt med bagepapir i bunden. Tag din krakkelerede dej fra køl, og udstik 20 små runde bunde (5 cm i diameter), og placer dem oven på hver vandbakkelse. Bag dem ved 180 grader varmluft i 35-40 min. Åbn IKKE ovnen, før de første 35 min er gået – ellers falder de sammen. Afkøl dem på en bagerist.
HVID CHOKOLADECREME
1,5 blade husblas
150 g hvid chokolade
3 dl piskefløde
1 tsk vaniljepasta
Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Hak chokoladen groft om kom den i en dyb skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet sammen med vaniljepasta. Hæld den meget varme fløde henover chokoladen og rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er opløst. Tilsæt straks den afdryppede, udblødte husblas til chokoladefløden og rør det sammen. Hæld massen over i en ren skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen, og sæt det på køl i mindst 3 timer til chokoladefløden er tyknet og helt køleskabskold (maks 5 grader). Når chokoladecremen er kold, kommes den på sprøjtepose – evt. med indføringstylle, og læg den på køl, indtil den skal bruges.
LEMONCURD
3 blade husblas
4 økologiske citroner, saften (ca. 2,5 dl)
160 g lyst rørsukker, Dansukker
1 æg, str M/L
60 g smør
Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Kom citronsaft, fintrevet citronskal fra en enkelt citron og halvdelen af sukkeret op i en gryde og bring det i kog. Pisk resten af sukkeret og ægget sammen til en luftig æggesnaps. Kom den varme citronlage op i æggemassen og rør sammen. Kom det tilbage i gryden og varm det forsigtigt op under konstant piskning ved medium varme til det tykner. Tilsæt husblas sammen med smørret og rør det ud i massen. Stil citroncreme på køl, og lad den sætte sig. Rør gerne i den undervejs (tager ca. 30 min.). Kom citroncremen op i en sprøjtepose – evt. med indføringstylle, og læg den på køl, til du skal bruge den.
RIBSCURD
70 g ribs
0,25 dl vand
70 g lyst rørsukker, Dansukker
1,5 past. Æggeblomme
35 g smør, koldt, i tern
Giv ribs, vand og sukker et let opkog, sigt massen igennem en si, og pres saften ud af ribsene. Rør æggeblommer sammen med lidt af ribssaften, og hæld herefter æggeblandingen og resten af ribssaften tilbage i gryden. Kog massen igennem ved middelvarme under konstant piskning, til cremen tykner. Tag gryden af varmen, og rør smørret i cremen. Hæld ribscurden i en sprøjtepose – evt. med en indføringstylle, og læg den på køl indtil brug.
Samling: Når vandbakkelserne er kølet helt af kan du fylde dem med creme. Har du en indføringstylle, bruger du bare den til at prikke et lille hul i bunden. Alternativt kan du lave et lille hul med en skarp kniv, og blot klippe et lillebitte skråt hul i sprøjteposen. Fyld vandbakkelserne med hvid chokoladecreme, derefter ribscurd og til sidst lemoncurd.
I ØVRIGT
ruby chokolade
friske ribs
Pynt med lidt chokolade og friske ribs.
- Opskrift Ditte Julie Jensen - dittejulie.dk
Har du spørgsmål om vores produkter, opskrifter eller andet, svarer vi gerne.
Sukkertypernes smagsintensitet
Salt og peber er centrale i de fleste retter. For professionelle kokke gælder det samme for sukker. Hvor salt og peber skaber kant og kontrast, så afrunder, forstærker og fyldiggør sukker smagen.
Chutney - stærkt krydret smagsgiver
Chutney stammer fra det indiske køkken og består oftest af henkogt frugt, sukker og krydderier. Chutney passer til de fleste retter og er en stærk og krydret smagsgiver. Her har vi samlet vores bedste opskrifter på chutneyer, som du kan bruge i din madlavning.
Bagværk med æbler og pærer
Brug æbler og pærer i bagningen! Pluk dem fra din egen baghave, eller køb dem i butikken. Æbler og pærer kan bruges til meget andet end tærte – frugterne kan også kommes i mange spændende desserter og forskellige typer bagværk.
Syltede sommergrøntsager
Gem en lille bid af sommeren i et glas. Med syltede sommergrøntsager forlænger du smagen af sommeren. De er perfekte til en grillaften sidst på sæsonen. Følg opskriften, så har du snart køleskabet fyldt med hjemmelavede syltede sommergrøntsager.
Pluk blommer
Blommer er blandt havens mest almindelige frugter, og de er gode at lave desserter og marmelader af. Hvorfor ikke lave en lækker blommemarmelade eller blommechutney, som du kan sætte på ostebordet? Du kan også prøve vores skønne blommetærte.
Skønne æbler
En af sommerenes sidste frugter er æblet - lækre saftige og gode. Der er så meget, man kan bruge dem til. Vi har lækre bageopskrifter med frisk æbler, men også forslag til hvordan du kan få glæde af dine æbler lidt længere f.eks. saft, æblemarmelade eller æblegelé.