Tips


Brug frosne bær

Brug frosne bær til saft, syltetøj og marmelade. De fås året rundt til en billig pris. Men husk også at nyde de friske bær i den korte periode, hvor de fås.

Har du mange bær i haven, kan du fryse store portioner til at sylte senere, så du kan nyde sommeren og solen i stedet for at stå indendørs og sylte. Der bliver rig lejlighed til dette i løbet af efteråret og vinteren.


Der opstår klumper i syltetøjet. Hvad gør jeg?

Hvis der opstår små geléagtige klumper i syltetøjet, skyldes det, at bærrene har haft et højt pektinindhold. Sammen med pektinet i syltesukkeret har det givet lidt for meget pektin. Prøv at koge syltetøjet igen med tilsætning af lidt saft eller vand. Lad blandingen koge op og simre i 1-2 minutter, så klumperne kan blive opløst.


Gele med almindeligt sukker

Brug 1 kg sukker til 1 liter råsaft, og lad det koge i 10-15 minutter. Lav derefter en geléprøve ved at komme en teskefuld af massen på en kold tallerken, som sættes til afkøling i køleskabet.


Hvad betyder tabellen på posen med Syltesukker?

Man skal ganske enkelt læse fra venstre mod højre. Første kolonne gælder normalt sødet syltetøj, næste kolonne syltetøj med begrænset mængde sukker, og kolonnen længst til højre indeholder en opskrift på citrusmarmelade.


Hvad skyldes de brune pletter i Syltesukkeret?

De kan opstå, hvis Syltesukkeret har stået i spisekammeret igennem længere tid. Pletterne opstår, fordi citronsyren reagerer med sukkeret, og det er ikke noget at bekymre sig om. Syltesukkerets andre egenskaber påvirkes ikke, og farven forsvinder i det færdige syltetøj.


Hvordan får jeg den rette konsistens på mit syltetøj?

For at være sikker på at syltetøjet har den rette konsistens kan du bruge følgende tip: Sæt en tallerken i køleskabet når du begynder at koge syltetøj. Når syltetøjet er færdigt lægger du lidt syltetøj på den kolde tallerken og sætter den i køleskabet. Syltetøjet vil hurtig køle af, så kan du vurdere konsistensen ved at trække en ske igennem. Har syltetøjet den rette konsistens hældes den på glas, som lukkes tæt.


Hvordan laver man gelé med Syltesukker?

Det anbefaler vi ikke, da vi ikke kan garantere et godt resultat. I stedet for gelé risikerer man at få en sej, grynet creme, fordi syren i bærrene påvirker pektinet.


Hvorfor er saften blevet geléagtig?

Bærrene har ikke været modne nok til saftkogning. Der har været for meget pektin i dem. Stil flaskerne i varmt vand, til saften opløses. Giv derefter saften et opkog med 3-4 dl vand pr. liter saft, og tilsæt 1 knsp. konserveringsmiddel pr. liter saft.


Hvorfor flyder frugten ovenpå?

Det kan skyldes for kort kogetid. Frugten/bærrene indeholder en del luft, som skal koges væk.
Hvad gør man? - Lad det varme syltetøj stå i gryden i 15 minutter for at køle af. Rør rundt engang imellem, således at bærrene/frugten fordeler sig jævnt. Du kan også vende syltetøjsglasset engang imellem, mens syltetøjet stivner.


Hvorfor gærer saften/syltetøjet?

Det kan skyldes for lidt sukker, at det opbevares for varmt, eller at den kogte masse indeholdt dårlige frugtstykker eller bær. Frugt og bær skal altid renses omhyggeligt. Et enkelt dårligt bær kan ødelægge hele portionen. Glas og flasker, der ikke er vasket ordentligt af, kan også være årsagen. Utilstrækkelig afskumning kan også forårsage gæring.


Hvorfor mugner saften/syltetøjet?

Det kan skyldes for lille sukkermængde, dårlige bær eller dårlig rensning af bærrene. Ikke tilstrækkeligt rengjorte glas eller varm og fugtig opbevaring kan også være en årsag. Når marmeladen eller syltetøjet er færdigt, er det vigtigt at fylde det på glas hurtigt og at fylde glassene helt op til kanten. Kassér altid mugne produkter. Brug dem aldrig, da visse mugtyper kan danne giftige stoffer.


Hvorfor stivner geléen ikke?

Det kan skyldes for kort kogetid, for lidt sukker eller overmodne bær.
Hvad gør man? - Bland 1 tsk. Pektinpulver (Melatin) med 1 spsk. sukker, og lad det simre i et par minutter. Hvis det stadig ikke stivner, kan du spæde til med vand og lave saft i stedet.


Hygiejnen

Hygiejnen er vigtig for holdbarheden. Både glas og låg skal vaskes omhyggeligt. Fyld helt op til kanten af glasset, og sæt låg på med det samme. Skum også syltetøjet grundigt af, inden det hældes på glas. Alle de mikroorganismer, der får syltetøjet til at mugne, findes nemlig i luften og skummet. Forsøg også at finde bær og frugt af ensartet og høj kvalitet. Et enkelt dårligt bær kan ødelægge holdbarheden af alt dit syltetøj.


Kan man bruge Syltesukker til rårørt syltetøj?

Nej, syltesukkeret skal koge i mindst 2 minutter, før pektinet opløses i syltetøjet.


Kan man lave æblemos med Syltesukker?

Nej, det bliver i givet fald ikke til æblemos – snarere meget tyk marmelade. Til æblemos er det bedre at bruge almindeligt sukker.


Kan Syltesukker fortsat anvendes, efter at holdbarhedsdatoen (bedst før) er overskredet?

Det afhænger af, hvor gammelt Syltesukkeret er. Op til et år efter udløbsdatoen er i orden, men er sukkeret ældre, kan vi ikke garantere, at konserveringsmidlet stadig er virksomt, og syltetøjet bør derfor opbevares i køleskab eller fryser. Pektinet kan også forringes med tiden, og det kan påvirke syltetøjets konsistens.


Kog ikke for store mængder syltetøj ad gangen!

Lav i stedet flere mindre portioner, eller frys bær og frugt i passende mængder, og kog efterhånden som syltetøjet bliver brugt. Store mængder gør, at kogetiden bliver lang, og både smag og farve forsvinder.


Lav fine mærkater

Med vores automat til mærkater kan du let og hurtigt lave fine mærkater til alla sæsonens gode sylte- og saftprodukter.

Etiketmaskinen »


Opbevaring

Syltetøj, der er fremstillet med vores Syltesukker, kan opbevares ved normal stuetemperatur og har da en holdbarhed på mindst et år. Syltetøjets farve og smag bliver dog bedst, hvis det opbevares mørkt og køligt. Syltetøj uden tilsat konserveringsmiddel samt rårørt syltetøj bør fryses.


Opskriften siger, at jeg skal blande bær og sukker og lade det stå natten over. Kan man også gøre det med Syltesukker?

Ja, Syltesukker er velegnet til de fleste syltetøjsopskrifter, hvor der står, at du skal bruge almindeligt sukker.


Opskriften siger, at jeg skal koge bær og vand i et antal minutter, inden jeg tilsætter sukker. Skal jeg også gøre det med Syltesukker?

Ja, der er ingen forskel på almindeligt sukker og Syltesukker i denne forbindelse.


Saft- og syltetips

• Vælg råvarer af en god kvalitet
• Sorter skadede eller angrebne frugter og bær fra
• Vær grundig med hygiejnen
• Skum omhyggeligt! Skummet indeholder bakterier og mugsvampe
• Fyld glas og flasker helt op til kanten, så der bliver så lidt luft som muligt.


Syltetøjet er for tykt. Hvad gør jeg?

Hvis syltetøjet er for tykt, kan man koge det op igen med lidt vand.


Syltetøjet stivner ikke. Hvad gør jeg?

Det kan skyldes, at bærrene/frugten indeholdt for lidt pektin, eller at sukkermængden ikke har været tilstrækkelig. Lad syltetøjet koge ved stærk varme i et par minutter for at koge lidt af væsken bort, eller giv syltetøjet et opkog under tilsætning af Melatin (et pektinpulver, som sælges i små poser i almindelige supermarkeder) følge anvisningerne på emballagen.


Tips på smagssætning

• Lad en stang kanel eller et par stjerneanis koge sammen med bærrene, når du koger syltetøj.

• Lidt lavendelblomster i jordbærsyltetøjet er alletiders. Det bliver også rigtig dejligt, hvis man blander 50-100 g revet mørk chokolade i syltetøjet.

• Tilsæt lidt frisk ingefær, når du koger rabarbersyltetøj elller rabarbermarmelade.

• Hele eller hakkede mandler i syltetøjet eller marmeladen gør den rigtig lækker.

• Tilsæt et par kviste frisk timian eller rosmarin, når du koger æblemos eller æblesyltetøj. Det er også godt sammen med blommer.

• Et par spiseskefulde cognac eller whisky i syltetøjet eller marmeladen gør den ekstra festlig. Calvados er godt sammen med æblesyltetøj og æblemarmelade.


• Gem sommerens friske urter i henkogningen eller syltetøjet. Tilsæt dem i slutningen af kogetiden for at bevare smag og form.

• I en marmelade eller et syltetøj af citrusfrugter passer det ekstra godt at tilsætte nødder eller mandler. Rosiner tilfører sødme og karakter i et lidt syrligere syltetøj.

• Vin og vineddike giver en perfekt balance mellem sødt og surt. Med hvidvin eller hvid vineddike får du en lidt lysere syltelage, mens rødvin og rød vineddike giver en flot mørk syltelage.