Tiramisu – en hyldest til Japan

8 personer
Tiramisu er blevet en dessertklassiker i mange hjem. Og jeg elsker den højt, som den laves traditionelt i Italien. Jeg kan dog også virkelig godt lide at lege lidt med smagen, som her, hvor jeg har tilført desserten et strejf af Østen med yuzu-frugt, som jeg har mødt på mine mange rejser i Japan. Lad tiramisuen trække mindst 3 timer i køleskabet inden servering.
Tiramisu – en hyldest til Japan
Bedømmelse: (0vurderinger)

Ingredienser

    Savoiardi (aka Lady Fingers)

    • 250 g hele æg (5 stk.)
    • 100 g sukker
    • 115 g hvedemel
    • 55 g flormelis
    • ekstra sukker til at drysse kagerne med

    Mascarponecreme

    • 100 g æggeblommer (5 stk.)
    • 150 g sukker
    • 750 g mascarpone
    • ¾ dl fløde 13% (75 g)
    • ½ dl yuzu-saft (50 g)

    Yuzu-sirup

    • 250 g sukker
    • 3 dl vand (300 g)
    • 3 spsk yuzu-saft

    Desuden

    • ca. 20 savoiardi kager (se opskrift)
    • 100 g flormelis
    • 1-2 spsk yuzu-pulver (den tørrede, formalede citrusskal)

    Savoiardi
    Forvarm ovnen til 190º.
    Beklæd en bageplade med bagepapir. Stil den til side.
    Del æggene i blommer og hvider i hver sin skål. Stil skålen med æggehviderne til side. Kom sukker i skålen med æggeblommerne, og pisk dem hvide og skummende. Sigt halvdelen af hvedemelet i massen, og vend det i med en dejskraber.
    Pisk æggehviderne skummende. Tilsæt flormelis, og pisk hviderne stive.
    Vend først en smule af hviderne i æggemassen, dernæst resten af melet og til sidst resten af hviderne.
    Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt ca. 10 cm lange ”fingre” ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for rigelig afstand mellem kagerne. Der bliver lidt flere end de 20, du skal bruge, og det vil du ikke være ked af.
    Drys lidt sukker over kagerne, og sæt dem straks i ovnen. Bag dem i ca.
    20 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
    Lad kagerne køle helt af, før de tages af bagepapiret. Opbevar dem i en
    kagedåse indtil brug.

    Mascarponecreme
    Pisk æggeblommer og sukker, til det er lyst og skummende.
    Kom mascarponen i en skål, og rør den forsigtigt sammen med fløde 13%. Der må ikke være nogen klumper. Vend forsigtigt de piskede æggeblommer i mascarponeblandingen med en gummidejskraber. Tilsæt yuzu-saft, og vend også den i.

    Yuzu-sirup
    Kom sukker og vand i en gryde. Kog det op til en sukkersirup, og afkøl den hurtigt. Kom siruppen i et lille fad, og tilsæt yuzu-saft.

    Samling
    Tag et dybt serveringsfad (desserten kan også laves i portionsglas eller i små forme), og hæld lidt mascarponecreme i det. Spred cremen ud i et jævnt lag.
    Tag 20 savoiardi-kager fra kagedåsen. Dyp hurtigt savoiardi-kagerne i siruppen en efter en, så de suger lidt uden at blive gennemblødte. Læg derefter et lag kager oven på cremen. Dæk til med et tyndt lag creme og derefter et nyt lag kager. Gør det samme, så du har tre lag. Kagerne skal dække hele overfladen. Dæk til sidst med resten af cremen. Dæk serveringsfadet med husholdningsfilm, og stil tiramisuen i køleskabet i minimum 3 timer og gerne natten over.
    Ved servering drysses tiramisuen med en blanding af flormelis og yuzu-pulver – brug en sigte, så du får et fint pudder.

    Opskrift Morten Heiberg