Lammefilet med blomkåls- og broccolitoppe, fyldte kartofler og timiansky

10 portioner
Lammefilet med blomkåls- og broccolitoppe, fyldte kartofler og timiansky
Bedømmelse: (0vurderinger)

Ingredienser

  • 1 1/2 kg lammefilet
  • salt, peber
  • smør, margarine eller olie til stegning

Sky

  • 3 gule løg i både
  • 3 gulerødder i tern
  • smør, margarine eller olie
  • 5 dl rødvin
  • 1 dl Dansukker Mørk Muscovadorørsukker
  • 2 dl kalvefond
  • 2 laurbærblade
  • 5 timiankviste
  • 25 g mørk chokolade 70 %
  • 2 tsk. kartoffelmel
  • salt, peber

Brun lammefileten i fedtstof. Krydr med salt og peber. Læg den i et ildfast fad, og steg den færdig i ovnen ved 150 °C i ca. 20 minutter, stegetemperaturen bør være 60-65 °C. Lad stegen hvile i 5 minutter, inden kødet skæres i skiver.

Svits løgene og gulerødderne til saucen i fedtstof i en kasserolle. Tilsæt vin, sukker, fond og krydderier, og lad det simre i 10 minutter. Tilsæt chokolade, og rør, indtil den er smeltet. Saucen jævnes med kartoffelmel udrørt i lidt vand. Smag til, og tilsæt evt. mere salt og peber. Si saucen ned i en serveringsskål ved serveringen.

Lammefileten skæres i skiver og serveres med grøntsagstoppe, sky samt fyldte kartofler.

Blomkålstoppe

10 stk.

1 kg blomkål
2 dl piskefløde
100 g revet stærk ost
1 tsk. Dansukker Lys Sirup
salt, hvid peber

Skyl blomkålen, og del den i buketter. Kog buketterne møre i letsaltet vand.

Hæld vandet fra. Miks eller blend blomkålen med en håndmikser. Tilsæt fløde, ost og sirup, og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber. Fordel eller sprøjt dejen i små toppe på tallerknerne eller serveringsfadet. Serveres med det samme.

Broccolitoppe

10 stk.

1 kg broccoli, frossen
2 dl piskefløde
100 g revet mozzarella
1 tsk. Dansukker Lys Sirup
2 revne fed hvidløg
salt, peber

Giv broccolien et let opkog i letsaltet vand. Hæld vandet fra. Miks eller blend broccolien med en håndmikser. Tilsæt fløde, ost, sirup og hvidløg, og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber.

Fordel eller sprøjt dejen i små toppe på tallerknerne eller serveringsfadet. Serveres med det samme.

Fyldte kartofler

10 portioner

20 kartofler
500-600 g bacon i tern
2 1/2 dl hakket zittauerløg
2 dl hakket persille
200 g revet stærk ost
1 tsk. Dansukker Brun Farin
1/2 tsk. sort peber
1 tsk. chilipulver
1 dl hvedemel
2 æg
100 g rasp
olie

Kog kartoflerne med skræl på. Imens steges bacon og løg. Pil kartoflerne, og skær dem midt over. Grav indmaden ud af kartoflerne med en teske, og mos eller hak det fint. Bland kartoffelmassen med bacon, løg, persille, ost, farin og krydderier. Fyld de halve kartofler med blandingen, og sæt de to halvdele sammen, så de bliver til en hel kartoffel. Dyp kartoflerne i hvedemel, derefter i sammenpisket æg og til sidst i rasp. Kog kartoflerne i olie, til de er gyldengule.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker