Chokoladetrøfler

Ca. 45 stk.
Chokoladetrøflerne er små himmerigsmundfulde, som du kan smagssætte præcis, som du ønsker. Her laver jeg rene chokoladetrøfler, og det synes jeg, du skal unde dig selv at prøve! Når du så har smagt dem, kan du begynde at drømme om at tilsætte vanilje, kanel, stjerneanis osv.
Chokoladetrøfler
Bedømmelse: (0vurderinger)

Ingredienser

    Trøffelmasse

    • 335 g mørk chokolade, min. 70% kakao
    • 2½ dl piskefløde (250 g)
    • 40 g honning eller glukosesirup
    • 50 g smør

    Desuden

    • ca. 450 g mørk chokolade, tempereret
    • 300 g kakaopulver

    Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og honning/glukosesirup i kog. Hæld langsomt og gradvist først en tredjedel af den varme blanding over den hakkede chokolade. Rør med en gummidejskraber med små runde og hurtige bevægelser i midten af chokoladen, indtil du opnår en elastisk og glansfuld kerne. Denne elastiske konsistens skal du bevare, indtil ganachen er færdig. Tilsæt endnu en tredjedel af fløden, og rør. Tilsæt resten af fløden, og indarbejd også den i ganachen. Når massen er ca. 35°-40°, tilsætter dusmørret.
    Gør blandingen færdig ved at bruge en stavblender til at forfine ganachen.
    Fordel straks derefter ganachen i to eller tre engangssprøjteposer, og læg dem på køkkenbordet.
    Lige før ganachen begynder at sætte sig, skal du sprøjte trøflerne ud på en plade beklædt med bagepapir. Meningen er, at ganachen sprøjtes ud lige på det tidspunkt hvor den er blød og dermed sætter sig i den form, du sprøjter den ud i. Husk, at trøflen også skal overtrækkes med chokolade, så den skal ikke være for stor.
    Lad trøflerne stå og krystallisere i minimum 3 timer på et køligt sted.
    Gør et fad med kakaopulver klar.
    Smelt og temperer chokoladen.
    Dyp en trøffel ad gangen i den tempererede chokolade, og før den over i kakaopulveret. Lad den ligge lidt, før den vendes rundt. Fortsæt, indtil alle trøflerne er overtrukket og rullet i kakao. Hvis du synes, at der sidder for meget kakaopulver på trøflerne, kan du lægge dem i en flad sigte og ryste dem en smule, så det værste drysser af.
    Opbevar trøflerne i en lukket beholder på et køligt sted.
    Du kan også opbevare trøflerne i en tætsluttende beholder i køleskab. Men vær opmærksom på ikke at åbne beholderen den første time efter, at den er taget ud af køleskabet. Undgår du det, danner chokoladerne ikke kondens.

    Tip
    Du kan parfumere med fx vanilje, kanel, stjerneanis eller andre krydderier – også friske krydderurter. Varm krydderiet op sammen med fløden, tag gryden af varmen, og læg låg på. Lad det trække (infusere) i ca. 10 minutter. Sigt krydderiet fra, og sørg for evt. at spæde til med mere fløde, så mængden holder sig på 250 g.

    Opskrift Morten Heiberg