Sukkerets vej til Europa

Sødmen før sukker

Sødmen før sukker

I årtusinder har vi, både i Europa og i resten af verden, nydt den søde smag. Før vi lærte sukker at kende, spiste vores forfædre fx honning og dadler og brugte det til at søde maden med. Det viser skrifter og relieffer fra de gamle kultursamfund omkring Middelhavet.

 

Honning er det ældste sødemiddel, vi kender. Det ved vi, fordi der i de spanske Arãna-grotter er fundet 12.000 år gamle hulemalerier, der forestiller kvinder i færd med at indsamle honning. Kvinderne brugte honningen til bagning, ligesom vi gør i dag, samt til fremstilling af mjød - og til rensning af sår. Den første form for honning, vore forfædre brugte, var vildhonning - hentet i vilde biers kuber. Senere fandt man ud af at holde bier i bistader – som vi gør i dag.

 

Og selvom sukkeret kom til Europa omkring år 1100, var det ikke før omkring 1700-tallet, at sukker blev udbredt. Indtil da, var det forbeholdt de rige, som brugte det, både til at søde maden med, men også som medicin.

 

Sukkerrøret stammer fra øer i Stillehavet

Den første plante, man udvandt sukker af, var sukkerrør (saccharum officinarum). De græsarter, sukkerrøret er udviklet fra, stammer fra nogle små øer i Stillehavet - bl.a. Polynesien og Melanesien. Eksperter kan datere græsarterne tilbage til for 10.-15.000 år siden. De blev transporteret fra de små øer til Indonesien, Indien og Kina for cirka 8.000 år siden. De oprindelige græsarter findes ikke mere. De sukkerrør, der dyrkes i dag, kan blive op til seks meter høje. De vokser i tropiske og subtropiske klimaer. Da sukkerrørene kræver meget vand og varme, kan de kun vokse i Sydeuropa, f.eks. i Spanien, på Madeira og i Portugal. Verdens største producenter af sukker fra sukkerrør er Brasilien, Cuba, Indien, Filippinerne og Mexico.
 
Men hvordan udnyttede befolkningen rørenes søde indhold, når de ikke kendte de metoder til sukkerfremstilling, vi bruger i dag? Inderne pressede den lidt grumsede saft ud af rørene eller suttede på dem som en form for slikkepind – noget man stadig ser i mange lande i dag. Senere fandt de ud af at koge sukkersaft fra rørene ind til krystaller og derved fremstille en slags fast sukker.
 

Sukkerrør

"Rør, der laver honning uden bier"

En fortælling lyder, at det var Alexander den Store, der bragte sukkerrør – eller i hvert fald historien om dem - med sig hjem til Grækenland efter et erobringstogt i Indien. Hans admiral, Nearchos, kom ca. 300 år f. Kr. sejlende fra Den Persiske Bugt ned gennem Indusfloden, hvor sukkerrørene stod side om side og svajede i vinden. Nearchos rakte ud efter et af rørene og smagte på det, hvorefter han udbrød: ” Indiske rør, der laver honning uden bier”.

 

Araberne bragte sukkeret til den vestlige del af Middelhavsområdet. De dyrkede sukkerrør i det sydlige Spanien og på Sicilien, da de havde besat disse områder. Omkring middelalderen var Venedig den vigtigste importør og eksportør af sukker i Europa. Råsukkeret blev importeret fra Indien og raffineret i Venedig hvorefter det blev eksporteret til resten af Europa.
 

Det hvide guld

Sukker var meget dyrt og gik under navnet 'det hvide guld'. De velhavende gemte ligefrem sukker som en form for opsparing.


En historie fortæller om en biskop, der i mange år havde købt sukker af Portugisiske købmænd og gemt det i sit kammer. Da han døde, blev hans ejendele fordelt mellem munkene i klosteret. Sukkeret skulle også fordeles og munkene smagte forventningsfuldt på det - men blev noget skæve i ansigtet. Den søde smag, som de havde forventet, var besk og ikke særlig behagelig. De vidste ikke, at sukkeret var blevet fragtet på kamelryg gennem Egypten. Under transporten havde sukkeret suget kamelens sved til sig, hvilket resulterede i den ubehagelige smag. Sukkeret var værdiløst, nu det ikke længere var sødt.

 

Stigende sukkerproduktion

Sukkerproduktionen øgedes i slutningen af 1400-tallet, hvor de opdagelsesrejsende tog sukkerrørene med længere sydpå. Henrik Søfareren bragte dem f.eks. fra Sicilien til Kreta. Selve udvindingen af saft foregik ved hjælp af en håndpresse. Senere gik man over til at anvende en mølle trukket af dyr, og til sidst udvandt man saften ved hjælp af vandkraft.

Kolonierne og dyrkning af sukker

Det var Columbus, der på sin færd opdagede, at Caribien havde det perfekte klima til at dyrke sukkerrør. Han havde fået kendskab til dyrkningen på Madeira og bragte sukkerrørene med til Amerika og Vestindien, hvor de blev plantet og dyrket på store plantager. Råsukkeret blev transporteret tilbage til Europa, hvor det blev raffineret og solgt. Den stigende produktion gjorde i årene fremover sukker til en mere almindelig handelsvare, der ikke kun var forbeholdt den rige overklasse.

 

Kolonierne og dyrkning af sukker

 

I 1600-tallet havde de fleste lande i Europa kolonier rundt om i verden, så de selv kunne dyrke sukkerrør. Den mere beklagelige del af sukkerhistorien er, at arbejdskraften i sukkerrørsmarkerne bestod af slaver, som blev fragtet til kolonierne fra Afrika.
 

Danmark storproducent af sukker

I 1600-og 1700-tallet var Danmark blandt de større sukkerproducenter i Europa. Dengang hørte de Vestindiske øer (St. Croix, St. Jan og St. James) ind under Danmark. Man pressede sukkersaften ud og sendte den til Danmark, hvor den blev raffineret. Det første danske sukkerraffinaderi blev anlagt omkring år 1620 i København. I 1633 var det kun apotekere, der havde lov at sælge sukker eller sukkertoppe, da man mente, sukker var medicin. Først 50 år senere i 1683 fik materialister også lov at sælge det.


I 1798 var der alene i København 18 raffinaderier, der sammenlagt beskæftigede over 500 medarbejdere.

 

Overgangen til sukkerroer

Under Napoleonskrigen (1803-1815) spærrede Napoleon for de oversøiske handelsveje, hvilket betød, at råsukkeret ikke kunne importeres med skib. I Europa begyndte man derfor at søge efter en erstatning for sukkerrør. Man fandt ud af, at det var muligt at udvinde sukker af sukkerroer. Sukkerindholdet i roerne var dog på det tidspunkt meget beskedent, hvilket betød, at sukkerpriserne steg.


Da krigen var slut og franskmændene ikke længere blokerede handelsvejene, fik vi igen rørsukker. Dermed blev produktionen af roesukker overflødig. Det varede dog kun til slaveriet og dermed den billige arbejdskraft ophørte omkring 1850 - og rørsukkerprisen igen steg. Men på det tidspunkt havde man udviklet sukkerroen, så dens sukkerindhold var det samme som i sukkerrør. Et helt nyt kapitel af sukkerets historie i Europa kunne begynde.


Over halvdelen af det sukker der i dag produceres verden over, stammer dog stadig fra sukkerrør.