Syltede sommergrøntsager

Ville det ikke være dejligt, hvis man kunne gemme noget af sommeren i et lille glas? Det kan man faktisk godt gøre! Kig efter årstidens grøntsager i din butik, nu hvor de er billigst og bedst, og lav dine egne smagfulde syltede grøntsager, præcis som man gjorde før i tiden. Svært? Nej, bare følg opskriften, så har du snart køleskabet fyldt med hjemmelavede og holdbare lækkerier, som du kan servere til alt fra fugl til fisk.

Herunder finder du opskrifter på Henkogte sommergrøntsager, Syltede squash, Syltede grøntsager, Syltede citroner, Hvidløgsagurker, Syltede cocktailtomater, Syltede løg, Rødkålssalat, Saltagurker, Marineret agurk og Syltede rødbeder.

Se hvor nemt det er at lave pickles og syltede grøntsager!


Henkogte sommergrøntsager

Henkogte sommergrøntsager

Ingredienser

3 squash
6 peberfrugter i forskellige farver
6 spæde gulerødder
1 lille blomkålshoved
10 små rødløg
1 hvidløg, kan udelades
ca. 5 cm frisk peberrod
1 dl salt

Lage
1 1/2 liter eddike
7 dl Dansukker Sukker
3 spsk. sennepsfrø


Skyl grøntsagerne, og skær dem i mundrette stykker. Pil løget og hvidløget. Læg alle grøntsagerne i en skål, og drys saltet over. Lad det stå koldt et døgn. Skyl saltet af. Bring vandet i kog, og lad grøntsagerne koge et par minutter. Peberfrugterne og squashene behøver ikke mere end at blive dyppet i vandet. Læg grøntsagerne i varme, rengjorte glas. Bland ingredienserne til lagen i en gryde, og giv den et opkog. Skum af. Hæld den varme lage over grøntsagerne. Luk glassene tæt. Opbevares koldt. Kan holde sig i flere måneder i køleskabet.

Se film: Syltede grøntsager

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Syltede squash

Syltede squash

Ingredienser

1 kg squash
4 dl eddike 7 %
6 dl Dansukker Sukker
2 tsk. salt
1 kanelstang
4 nelliker
1 tsk. sorte peberkorn
Skallen af en halv usprøjtet citron


Skræl squashene, halvér dem, og fjern kernerne. Skær dem i 2-3 cm brede stykker. Lav et opkog af eddike, sukker og salt. Læg squashstykkerne i, og kog dem i 2 minutter. Tag squashstykkerne op med en hulske, og læg dem i varme, grundigt rengjorte glas. Læg krydderier og citronskal i lagen, og kog under låg i 15 minutter. Stilles til afkøling. Hæld lagen over squashen, og luk glassene. Opbevares køligt.  I stedet for squash kan du bruge græskar.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Syltede grøntsager

Syltede grøntsager

Ingredienser

1 grøn squash
1 gul squash
250 g små løg
1 hvidløg
500 g cocktailtomater
4 timiankviste
1/2 rød chili

Lage
3 dl Dansukker Sukker
2 dl eddike 12 %
2 dl vand
4 laurbærblade
3/4 dl gule sennepsfrø
1 spsk. allehånde


Skyl squashene, og skær dem i skiver. Pil løg og hvidløg. Skær hvidløget i både. Skyl tomaterne. Fjern stilkene. Prik dem med en gaffel, eller kør tomaterne hen over et rivejern, så skallen går i stykker. Skyl timian og chili. Fjern kernerne i chilien, og skær den i tynde strimler. Fyld grøntsagerne i varme, rengjorte glas. Læg timiankviste og chili i. Kog alle ingredienserne til lagen, og hæld lagen på glassene. Luk dem tæt. Lad de syltede grøntsager stå i en uge, inden de serveres.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Syltede citroner

Syltede citroner

Ingredienser

2 kg økologiske citroner
1 l vand
1 dl havsalt
1/2 l hvidvinseddike
2 dl Dansukker Sukker
2 laurbærblade
1 kanelstang
3 kryddernelliker
1 tsk. sorte peberkorn 


Vask citronerne grundigt, og læg dem i varme, rengjorte glas. Bland ingredienserne til lagen, og kog den op. Hæld den varme lage over citronerne, og luk glassene. Lad dem stå og trække i mindst 4 uger, før de serveres.

Citronerne kan også skæres i både eller skiver. Så kan de nydes allerede efter 1-2 uger.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Hvidløgsagurker

Hvidløgsagurker

ca. 1 1/2 kg
Ingredienser

15 normalt store drueagurker eller 30 små
1 zittauerløg
2 røde chilifrugter
10 fed hvidløg

Lage
1/4 l vand
4 dl eddike
2 dl Dansukker Sukker
1/2 dl salt
1 stykke frisk peberrod 


Vask agurkerne grundigt. Pil løgene. Halver agurkerne, og skær dem i skiver. Skyl chilifrugterne, halver dem på langs, og fjern kernerne. Pil hvidløgene. Bland agurkerne med løg, hvidløg og chili i varme, rengjorte glas.

Bland ingredienserne til lagen, og kog den op. Lad den afkøle, inden den hældes over agurkerne. Læg et par stykker peberrod i hvert glas. Luk glassene tæt. Lad agurkerne stå og trække 4 uger, før de serveres. Opbevares koldt.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Syltede cocktailtomater

Syltede cocktailtomater

ca. 1 kg
Ingredienser

1 kg cocktailtomater
1 dl salt
3-4 kviste frisk timian

Lage
4 dl eddike
3 dl Dansukker Sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 kanelstang
1 tsk. frisk ingefær skåret i fine tern
3 kryddernelliker


Skyl tomaterne. Halvér dem, og drys saltet på. Lad dem stå koldt i 3-4 timer. Skyl saltet af tomaterne, og læg dem på et klæde for at dryppe af. Læg tomaterne i varme, rengjorte glas. Læg et par kviste timian ved. Bland alle ingredienserne til lagen i en gryde, og lad den koge op. Skum af. Si lagen over tomaterne. Luk glasset tæt. Opbevares koldt.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Syltede løg

Syltede løg

Ingredienser

1 kg perleløg eller andre små løg
2 solohvidløg
5-6 kviste frisk timian
1 rød chilifrugt
8 dl æblecider
6 dl eddike
5 dl Dansukker Sukker
1 kanelstang
1 stjerneanis
10 hvide peberkorn
1/2 tsk. salt


Læg løgene i kogende vand. Hæld vandet fra løgene, skyl dem i koldt vand, og pil dem. Pil og skær hvidløgene i skiver. Halvér chilien, fjern kernerne, og skær den i tynde strimler. Bland cider, eddike, sukker og krydderier i en gryde, og lad det koge op. Skum af. Bland løgene med hvidløg, timian og chili i varme, rengjorte glas. Hæld den varme lage over. Luk glasset tæt. Opbevares koldt. Lad løgene stå og trække en uge, før de spises.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Rødkålssalat

Rødkålssalat

Ingredienser

1 kg rødkål i strimler
1 dl salt
1 rød chilifrugt
4 dl hvidvinseddike
2 dl vand
1- 1 1/2 dl Dansukker Lys Sirup
1 tsk. groftmalet sort peber
1 knsp. stødt nellike
2 tsk. frisk revet ingefær


Bland kål og salt i en skål, og lad det stå natten over. Skyl kålen i koldt vand, til alt salt er skyllet af. Skyl chilifrugten, og fjern kernerne. Skær den i tynde strimler, og bland den med kålen. Læg kålblandingen i et glas. Giv vineddike, vand, sirup, peber, nelliker og ingefær et opkog. Lad lagen køle af i 5 minutter, før den hældes på glasset. Luk glasset tæt. Opbevares i køleskab. Passer godt til f.eks. grillet svinekød og kylling.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Saltagurker

Saltagurker

Ingredienser

1 kg agurker
1/2 dl gule sennepsfrø

Smagsgivere
3-4 kviste dild eller 2 solohvidløg og 2 røde chilifrugter

Lage
4 dl eddike
1 dl vand
4 1/2 dl Dansukker Sukker
1 dl salt
1/2 tsk. hvide peberkorn


Vask agurkerne grundigt. Skær dem i centimetertykke skiver. Pil og del hvidløgsfeddene. Skyl chilien og dilden. Bland agurkeskiverne med sennepsfrø og dild eller hvidløg og chili i glas. Bland ingredienserne til lagen i en kasserolle, og giv den et opkog. Hæld lagen over agurkerne. Lad agurkerne stå og trække i 3 døgn.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Marineret agurk

Marineret agurk

4 portioner
Ingredienser

1 agurk
1 dl friskpresset citronsaft
1 dl hvidvinseddike
1 dl Dansukker Sukker
1 rødløg
1/2 dl hakket persille
2 knsp salt
2 knsp. groftmalet sort peber


Skræl agurken, del den på langs, og fjern kernerne. Skær de halve agurker i centimetertykke stykker. Pil og halvér løget, og skær det i skiver. Læg agurk, løg og persille i en serveringsskål. Bland citronsaft, vineddike og sukker sammen, og hæld det over blandingen i skålen. Lad det stå mindst 1 time inden servering. Serveres til grillet kød, gerne lidt stærkt krydret.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker

Syltede rødbeder

Syltede rødbeder

Ingredienser

1 kg rødbeder
Peberrod

Lage
1/4 l eddike
1/4 l vand
6 dl Dansukker Rørsukker
1 stykke tørret ingefær
1 tsk. hvide peberkorn
1 tsk. kryddernelliker
1 kanelstang


Skyl rødbederne grundigt i koldt vand. Skær toppen af, men ødelæg ikke fæstet, og fjern eventuelt det yderste af rodspidsen. Kog rødbederne knap møre i vand, 15-20 minutter alt efter deres størrelse. Hæld vandet fra, og smut skallen af rødbederne ved at "knuge" dem mellem hænderne. Skær rødbederne i både, og læg dem i glas. Skræl peberroden, og skær den i mindre stykker. Bland ingredienserne til lagen, og kog den op. Si krydderierne fra, og hæld den varme lage over rødbederne. Glassene lukkes tæt. Opbevares køligt.

Opskriften er udarbejdet af

Dansukker